I bogen ”Fleksibilitet, flygtighed og frirum – en kritisk diagnose af det senmoderne arbejdsliv” skrevet af Lise Drewes Nielsen, Kurt Aagaard Nielsen, Eva Munk-Madsen og Katrine Hartman-Petersen samles resultatet af et langt forskningsprojekt, der kørte i perioden 2005 – 2009. 
Projektet handlede om effekten af de vilkår to forskellige grupper gives. Det er særligt effekten af at skulle være meget fleksibel i sit arbejde, bl.a. med hensyn til mødetid, mødested og variation i hverdagens vilkår og kollegialt samvær, forskningen er koncentreret omkring.
I bogen tildeles chaufførerne og handicaphjælperne en diagnose; flygtighed.
Flygtighed er fraværet af sammenhæng og manglen på individuelle og sociale arbejdserfaringer.
Nu spørger jeg så om diagnosen flygtighed er en flygtig diagnose?
Og hvad skal dette spørgsmål så føre til? For det er vel ikke bare for at fornærme chauffører eller handicaphjælpere? Og det er da en ”gammel” sag at hive frem!
For mig handler det ikke så meget om forskningsarbejdet og de resultater, der blev forsket frem. Det handler om at overveje værdien af de sandheder vi bliver mødt med, som helst skal kunne stå i en sætning. Hvor mange sandheder bliver vi i dag mødt med, som i morgen forsvinder i tågerne – bliver flygtige.
Jeg læste bogen i 2010, og jeg oplevede ikke resonans. Jeg skrev til forfatterne – de ved jeg ikke oplevede resonans.
(Jeg tænkte længe over den manglende resonans – det handler nok mest om at forskningsarbejdet havde udeladt beskrivelser af den værdi chaufførerne og handicaphjælpernes faktisk tilfører mennesker, der skal transporteres eller hjælpes, men også om fraværet af en beskrivelse af det, det gør ved mennesker, når de får en diagnose, de måske tager uden at ville have den.)
Nu står jeg med 2 paradokser – en diagnose, der er flygtig og larmende tavshed. Jeg elsker paradokser.
Hvad gør du, når du ikke oplever resonans?
Kommer du også til at tage ”diagnoser”, du bund og grund har bedre af at undvære?
Uden nogen logik? – 26. januar 2013 – Michael Thomsen
udennogenlogik 